Kategoriarkiv: nyt

Overskud i Svaneke Bryghus

Overskud i Svaneke Bryghus

26-04-2013 P4 Bornholm oplyser:

Svaneke Bryghus kom ud af regnskabsåret 2012 med et overskud på lidt mere end 375.000 kroner.
Det er mindre end året før, hvor overskuddet endte på 524.000 kroner.
Det viser 2012-regnskabet fra Bryghuset.
Overskuddet er lagt oven i selskabets egenkapital, der nu er oppe på 14,6 millioner kroner.

Ølbryggere vil have fynske råvarer

Ølbryggere vil have fynske råvarer

05-04-2013 DR Fyn:

Fynske specialøl skal nu være rigtig fynske.

14 små bryghuse på Fyn forsøger at skaffe penge til at lave deres eget malteri. Det er nemlig først, når malten også er frembragt på Fyn, at øllen kan betegnes som “fynsk”.

Det forklarer brygmester og konsulent for de små bryggerier, Leif Typkær.

– Der er regler inden for EU med hensyn til egnssorter og egnsprodukter. Tænk bare på sagen om fetaost. Så det er vigtigt, at man kan dokumentere, hvor det kommer fra, siger Leif Typkær.

Lokalt islæt øger salgsværdien
Det fynske malteri skal efter planen ligge på Refsvindinge Bryggeri, der i forvejen har et nedlagt malteri.

Det vil blive det tredje malteri i Danmark. Og når den første fynske malt er klar, så forventer mikrobryggerierne, at det vil give deres produkter en salgsfordel.

– Det er en stor værdi for de fynske bryggerier, at de kan sige, at de laver deres øl ud fra fynske råvarer, siger Leif Typkær.

De fynske mikrobryggerier venter lige nu på at få svar på, om de kan få penge fra blandt andet EU til deres projekt.

Det vil koste mellem en halv og en hel million at etablere, at håbet er, at håndværkerne kan gå i gang på malteriet til efteråret.

Nordjysk øl populært som aldrig før

Nordjysk øl populært som aldrig før

27-03-2013 P4 Nordjylland oplyser:

Clipper, Drachmann og Vendelbobajer er blevet mere kendte. De er nemlig alle navnene på øl fra nordjyske bryghuse og de oplevede en markant stigning i salget i 2012.
På et år er Nibe Bryghus og Bryghuset Vendias salg steget med 30 procent. Og samme melding lyder fra de andre nordjyske bryghuse Søgaards, Skagen og Læsø.

Ifølge formanden Danske Ølentusiaster, Anne Lise Knørr fra Nørresundby skyldes det stigende nordjyske ølsalg blandt andet, at dagligvarebutikkerne sælger øl fra lokale bryggerier. Og så betyder prisen også meget.
– Priserne er blevet mere tilgængelige. Nu koster det ikke kun 60 eller 70 kroner for en halvliter øl, men man kan få dem til en rimelig pris, siger hun.

Ølafgift giver Svaneke Bryghus problemer

Ølafgift giver Svaneke Bryghus problemer

8-02-2013 P4 Bornholm oplyser:

De høje afgifter på øl giver Svaneke Bryghus trange kår.

Det fortæller Daniel Jensen, der er bryghusets salgschef.

– Vores produkter blivere dyrere ud til forbrugeren, hvilket gør at vi mister vores konkurrenceevne, siger han.
Svaneke Bryghus betaler ligesom landets andre bryggerier nogle forskellige afgifter.

Der er tale om en emballageafgift, afgifter på el og vand og en ølafgift. Derudover skal der også betales til Danmarks Retursystem. Ølafgiften blev sidste år sat 25 % op, og den og de andre afgifter gør det dyrere at producerer øllet.

– Afgifterne udgør mere eller mindre 50 % af vores kostpris, når vi skal ud at sælge til en kunde, og det gør det jo selvfølgelig sværere og sværere jo højere de her afgifter bliver, siger Daniel Jensen.

Færre afgifter giver flere arbejdspladser

Omkring den 1. marts kommer regeringen med en ny konkurrencepakke. Og hos Svaneke Bryghus håber man, at pakken betyder en nedskæring i ølafgiften.

– Vi håber, man kan få sat ølafgiften ned med 50 %, og derved få råd til at få nogle flere folk i arbejde. Vi vil jo meget gerne have flere personalemidler, siger han.

Mindre grænsehandel

Daniel Jensen mener, at en lavere afgift især vil nedbringe antallet af folk, der tager til Tyskland for at købe billige øl.
– Der er ikke den samme afgift i Tyskland, og der er heller ikke den samme moms.
Det er typisk derfor man kører til Tyskland, siger Daniel Jensen.

– Jeg har sågar set det her på Bornholm, at folk tager færgen til Tyskland for at købe øl, siger han.

Rise Bryggeri laver sorte tal

Rise Bryggeri laver sorte tal

8-03-2013 P4 Fyn oplyser:

For første gang i Rise Bryggeris historie er de røde tal byttet ud med sorte tal på bundlinjen.
Den altoverskyggende årsag er, at bryggeriet på Ærø har fået flere aftaler i stand med supermarkedskæderne.
Det fortæller bryggeriets direktør Peter Hansted.
– Der er ingen tvivl om, at det handler om, at vi har fået nogle store aftaler med nogle kædebutikker. Primært COOP og i 2012 også med Dansk Supermarked.

Siden bryggeriets åbning i 2005 har man haft årlige underskud på omkring en halv million kroner, men den udvikling er altså vendt nu. Peter Hansted vil dog ikke ud med, hvor stort overskuddet er, før aktionærerne har fået det at vide på en generalforsamling i løbet af foråret.

Igen øl fra Løkken

Igen øl fra Løkken

23-12-2011 P4 Nordjylland oplyser:

For kort tid siden gik Løkken Bryghus konkurs.
Men nu er der igen øl på vej – og endda med samme brygmester, Niels Thomsen.
Men folkene bag øllet hedder nu Løkken Nye Bryghus Aps.
En af medejerne, Ingrid Møller Jensen, siger, at planen er, at alt skal være klar i så god tid, at der for alvor kan sælges lokal bryg fra turistsæsonens start næste år.

Det tidligere firma gik konkurs efter to år med underskud: Ikke mindst et underskud på 1,7 mio. kr i 2010 var mere, end foretagenet kunne magte.

Ribe Bryghus klarer sig godt

Ribe Bryghus klarer sig godt

11-12-2012 P4 Esbjerg oplyser:

Det er ikke første gang, når Ribe Bryghus i regnskabsåret 2011 kommer ud som det mikrobryggeri, der har den største afkastningsgrad. Derfor kunne et relevant spørgsmål til en af medejerne, Lars Nielsen, være, hvordan de gør det:

– Vi gør det ved hjælp af godt købmandsskab, altså holder omkostningerne nede og omsætningen oppe, siger Lars Nielsen.
En væsentlig faktor er også, at bryghuset bliver drevet med frivillig arbejdskraft, så man ikke har lønudgifter.

Randers Bryghus lukker

Randers Bryghus lukker

26-06-2012 P4 Nordjylland oplyser:

Øllet flyder ikke længere i stride strømme fra Randers Bryghus
Bryghuset er gået konkurs, skriver Amtsavisen.

– Det er en trist udvikling, som jeg naturligvis helst havde været foruden, siger direktør Stefan Kappel.
Udover ham selv beskæftigede det randrusianske bryghus fire faste medarbejdere.
Håber på ny chance

– De er nu alle suspenderede, men jeg håber da, det på en eller anden måde vil lykkes at få gang i virksomheden igen, siger Stefan Kappel.
Hvor store chancerne er for en redning af bryghuset, tør han dog ikke give noget bud på.
Randers Bryghus nåede at eksistere i fire år.
Allerede i 2009 var det nystartede bryggeri i vanskeligheder, men det lykkedes at redde det med en aktieudvidelse.

Bryghus bestjålet to gange

Bryghus bestjålet to gange

14-06-2012 TV Fyn oplyser:

Stensbogaard Bryghus har indenfor de seneste par uger fået stjålet ialt 1800 øl over to omgange. De 1800 specialøl har en værdi af 50.000 kroner. Stensbogaard Bryghus i Pederstrup på Midtfyn har to gange på 14 dage mistet 60 kasser med 15 specialøl.

Tyverierne er begge gange sket mellem mandag og onsdag ved 16-tiden. De dage er der ingen til stede i bygningen – et tidligere mejeri opkaldt efter gården, hvor ejerne af bryghuset bor.

Stensbogaard brygger nemlig kun øl i weekenderne.

Ifølge politiet er der ingen tydelige tegn på indbrud, så man ved ikke, hvordan tyvene er kommet ind; men de har haft grejet i orden for at stjæle så mange øl.

Brygmester, Claus Lund, siger til TV 2/FYN, at det er tydeligt, at tyven eller tyvene har udvalgt hvilke øl, de ville have med.

Der er især tale om mærkerne Fynsk Humle og American Brown Ale.

Brygmester Claus Lund har nu bestilt en alarm og aktiverer sin videoovervågning, der har været ude af drift

Vandt retten til Stygge Krumpen-øl

Vandt retten til Stygge Krumpen-øl

5-02-2012 P4 Nordjylland oplyser:

Børglum Kloster må ikke lave øl med navnet Stygge Krumpen. Rettighederne tilhører Løkken Nye Bryghus, har Fogedretten afgjort
Løkken Nye Bryghus havde slæbt klosteret i retten, fordi godsejer Hans Rottbøll i samarbejde med Søgaards Bryghus i Aalborg havde fået lavet øl med navnet Stygge Krumpen.

Løkken Bryghus har imidlertid haft en øl med samme navn siden 2008, og det blev afgørende.
Fogedretten afgjorde, at Børglum Kloster dermed har overtrådt både Varemærkeloven og Markedsføringsloven, skriver Nordjyske Stiftstidende.
Sagen i Fogedretten er blevet fulgt op af en erstatningssag, hvor Løkken Nye Bryghus kræver 60.000 kroner i erstatning.
Børglum Klosters fogedforbud mod at bruge navnet Stygge Krumpen gælder kun i forbindelse med øl. Klosteret kan sælge bjesk og alt muligt andet under det navn.