Øl fra mikrobryggerier hitter
28-07-2014 DR Syd:
Sidste år var over hver tyvende øl, vi hældte op i glasset, fra et dansk mikrobryggeri, og det var en stigning på 30 procent i forhold til året før, viser tal fra Bryggeriforeningen.
Konkurrencen på markedet er hård, for der kommer hele tiden nye mikrobryggerier til. Alligevel er der fortsat gode chancer for, at nye bryggerier overlever, mener redaktøren af bladet Ølentusiasten, Ole Madsen.
– Det, det handler om, er at få sit øl ud i forretningerne, få det ud lokalt og så måske lave nogle prøvesmagninger, siger Ole Madsen.
Små investeringer er vigtige
Et af de nystartede mikrobryggerier er Vestslesvisk Bryghus i Sønderjylland. Her bliver øllet brygget i plastiktanke for at holde udgifterne nede.
– Jeg har ikke satset så mange penge, så skulle det gå galt, så kommer jeg ikke til at gå fra hus og hjem, siger Hans Nørgaard fra Løgumkloster, der i foråret startede Vestslesvigsk Bryghus.