Hjælpende hånd til mikrobryggerier
08-05-2007 – TV2 Nyhederne oplyser:
De mikrobryggerier, der skyder op som paddehatte over hele Danmark, skal have en hjælpende hånd til at få styr på kvaliteten af deres bryg.
Hovedparten af de små bryggerier brygger ufiltreret og upasteuriseret øl, fordi det smager godt og er billigt i investering. Til gengæld kan det være svært at styre processerne, og for mange mikrobryggere har det været en stor mundfuld at gå fra hobby til erhverv. Derfor skal de nu have hjælp fra Fødevareministeriet til at undgå at sende “surt øl” ud i butikkerne. Ministeriet har afsat 1,4 mio. til projektet.
For de penge skal der opbygges en kvalitetsordning for mikrobryggerier som en slags hjælp til selvhjælp, hvor bryggerierne hjælper hinanden med at få brygget mere øl af høj kvalitet. Pengene skal blandt andet gå til at opbygge en database med tekniske beskrivelser og et besøgs- og kontrolsystem, der skal hjælpe de små produktioner med at få styr på smag, kvalitet, miljø, arbejdsmiljø og hygiejne.
Skal gå sammen og vejlede hinanden
Med i projektet er 18 små bryggerier blandt Foreningen af Danske Bryghuses i alt 30 medlemmer. Det er meningen, at bryggerier, der ikke konkurrerer indbyrdes, skal gå sammen om at vejlede og rådgive hinanden.
“Det kan være et værtshusbryggeri på Sjælland, der slår sig sammen med et lokalt bryggeri fra Nordjylland og et fra Sønderjylland. De konkurrerer ikke, og derfor vil det være en hjælp for det enkelte byggeri at få øjne udefra til at se på tingene, og det koster ikke andet end tiden,” siger projektleder William Frank, Foreningen af Danske Mikrobryggerier.
Usikkert at købe øl i butikkerne
Mikrobryggerierne har en relativt høj fejlprocent, og de hører fra forbrugerne, at det er med en usikker fornemmelse, de køber øl i butikkerne. Derfor er mange af de små bryggerier meget interesseret i at få en hjælpende hånd til at opbygge egenkontrol med produktionen.
Foreningens database, der opbygges med teknisk rådgivning fra DHI – Institut for Vand og Miljø, bliver offentligt tilgængelig efter krav fra ministeriet, så alle andre bryggerier kan drage fordel af de gode råd.
Mikrobryggeriernes kvalitetsordning skydes i gang i morgen ved et arrangement på Bryggeriet Skands i Brøndby ved København med taler af blandt andre fødevareminister Hans Christian Schmidt (V) og Anne-Mette Meyer Carlsen, der er forkvinde for Danske Ølentusiaster.