Danmarks første øl for blinde

Danmarks første øl for blinde

1-09-2009 TV2 Finans oplyser:

For første gang nogensinde bliver det muligt at købe en dansk produceret øl, hvor etiketten er skrevet med blindskrift.
ØlglasFoto: Colourbox

Bag projektet står Midtfyns Bryghus, Dansk Blindesamfund, Mantax Etikettering og Coop Danmark.

Der er tale om en håndbrygget, hemmelig øl, som Midtfyns Bryghus brygger i et begrænset antal, som kun udbydes til salg i Kvickly og SuperBrugsen, hvor de sælges i en begrænset periode.

I stedet for en traditionel etiket med navn og logo er etiketten blank, men mærker man efter, når man sidder med øllen i hånden, kan man føle sig frem til teksten, der ved hjælp af ny digital teknologi er præget ind i etiketten.

Kun forbrugere, som kan læse blindskrift, ved lige præcis, hvad der er i flasken.

200 års jubilæum

Projektet er sat i værk i anledning af, at det i år er 200 år siden, at Louis Braille, der opfandt blindskriften, blev født.

For hver øl, der sælges, doneres to kroner til Dansk Blindesamfund. Der vil desuden være mulighed for at donere yderligere beløb via en sms-indsamling på etiketten.

“Vi synes, det er et fantastisk projekt, fordi det på en fin måde sætter fokus på vi blindes situation. I øvrigt er vi mange ølentusiaster, der nu får lettere ved at finde den rigtig gode øl på hylden i supermarkedet,” siger landsformanden for Dansk Blindesamfund, Thorkild Olesen.

Sikker smagssans

Det var Mantax Etikettering, der gjorde indehaveren af Midtfyns Bryghus i Brobyværk, Eddie Szweda, opmærksom på de nye etiketteringsmuligheder. Og han var straks fyr og flamme og gik i gang med at udvikle en spændende øl til projektet.

“Jeg har mødt flere blinde ølentusiaster, når jeg har været rundt i landet og holde foredrag, Og deres smagssans har været meget sikker. Så vi har villet præstere det bedste, vi kunne for at både de – og alle andre ølinteresserede – kan få en god oplevelse,” siger Eddie Szweda.

Den nye øl fra Midtfyns Bryghus sælges i Kvickly og SuperBrugsen fra 31. august i en afgrænset periode. Prisen er 39,95 kr. for 50 cl., hvoraf de 2 kr. doneres til Dansk Blindesamfund.