Holbæk Bryghus trodser krisen
6-05-2009 DR Nordvestsjælland oplyser:
I en tid hvor mange mikrobryggerier må give op og dreje nøglen om, så skærper Holbæk Bryghus nu profilen ved at få en ny bestyrelse med solid erfaring fra dansk erhvervsliv.
Den nye næstformand er tidligere ejer fra Strandberg Supermarkederne, Liss Sass, og formanden er Sven Wolff-Jacobsen, tidligere direktør for Centralforeningen af Hoteller og Restauranter i Danmark.
Trods trange tider i branchen tror den nye formand, at der vil være et marked for 75-100 mikrobryggerier på landsplan, og her har Holbæk Bryghus en naturlig plads i det nordvestsjællandske, siger han.
Økonomien har aldrig været god i Holbæk Bryghus, og den udfordring vil den nye bestyrelse nu gå til med sin store erfaring fra erhvervslivet.
– Man kan ikke drive virksomheder som mikrobryggerier på hobbyniveau. Det er et konkurrencepræget marked, og man er nødt til at agere professionelt, siger Sven Wolff-Jacobsen, formand for Holbæk Bryghus.