Carlsberg flytter fra Valby
21-02-2006 – TV2/Finans oplyser:
Den danske bryggerigigant lukker ned for bryggeriaktiviteterne i Valby i København – kun aktiviteterne omkring brandet “Jacobsen” får lov til at blive. Carlsbergs hovedsæde, der beskæftiger 800 medarbejdere, vil dog ligeledes fortsat være placeret i Valby.
De kendte og frede bygninger og happenings i Valby bevares, oplyser Carlsberg. Det gælder både de gamle bryggerheste og bygninger som Elefantporten, Bryghuset, Museet, Carls Villa, Æresboligen og omkring 20 andre bygninger.
Fredericia er det nye øl-centrum
Flytningen er en central del af Carlsbergs forsøg på at effektivisere produktionen som led i koncernens plan om at forberede sig til det fremtidige marked. Den kommer ifølge Carlsberg til at berøre 240 af de i alt 1.050 ansatte på bryggeriets anlæg i Valby.
Ølbrygningen skal fremover foregå i Fredericia, hvor bryggeriet inden flytningen fremtidssikres for et beløb på 800 millioner kroner – det skal gøre det til et af Europas mest moderne og effektive bryggerier.
– Bryggeriet i Fredericia er fra 1979, og vi står foran at forny dele af produktionsapparatet i både Valby og Fredericia. Derfor ønsker vi at samle produktionen i Fredericia, hvor vi får mulighed for at fremtidssikre vores position i Danmark ved at gøre produktionen mere effektiv og ved at sætte kvaliteten yderligere i højsædet, siger koncernchef i Carlsberg, Nils S. Andersen.
Læs hele fondsbørsmeddelelsen
Produktionen forventes at være samlet på det moderniserede bryggeri i Fredericia inden udgangen af 2008, og den ventes herefter at give Carlsberg Danmark en årlig effektiviseringsgevinst på omkring 130 millioner kroner med fuld effekt fra 2009.
Meddelelsen om den forestående flytning kommer samtidig med, at Carlsberg præsenterer det største overskud for koncernen nogensinde. Carlsberg kom ud af 2005 med et driftsoverskud på 3,5 milliarder kroner og en omsætning på 38 milliarder kroner.