Bryggerier vil teste specialøl

Bryggerier vil teste specialøl

5-06-2006 – TV2 Nyhederne oplyser:

Specialøl er en luksusvare, som forbrugerne skal kunne stole på. Derfor lancerer mikrobryggerierne nu et nyt kontrolmærke, der skal sikre kvaliteten af øllet.

Franske vine har det. Chiantivine har det. Økologiske fødevarer har det. Og nu skal danske specialøl også have det: Et kontrolmærke, der garanterer kunderne, at øllet er brygget efter forskrifterne.

Efter sommerferien lancerer et hold af de førende danske mikrobryggerier en ny mærkeordning, der garanterer kunderne, at de gyldne dråber er lavet på ordentlig manér.

– Folk vil ikke betale 40 kroner for en flaske øl, hvis den hver anden gang smager surt. Derfor laver vi nu en minimumstandard, der sikrer, at den tekniske kvalitet af øllet er i orden, så forbrugerne får en god oplevelse, siger bryggeridirektør Anders Kissmeyer fra Nørrebro Bryghus, der er en af initiativtagerne til den nye kvalitetskontrol.