Den sidste Saltum vand
11-01-2007 – TV2 Finans oplyser:
Først røg Baldur og Rørkær. Nu har danskerne også snart drukket deres sidste hindbærbrus fra Saltum/Neptun.
Carlsberg har besluttet at stoppe sin produktion af discountsodavand på bryggeriet i nordjyske Saltum.
Når forbrugerne handler billige sodavand går de tilsyneladende uden om dem, Carlsberg producerer – i hvert fald har sodavand fra Saltum udviklet sig til en underskudsforretning;
– Vi må desværre konstatere, at de markedsmæssige forudsætninger har gjort, at vi har svært ved at konkurrere på markedet for discount sodavand. Vi fik i 2006 et driftsunderskud i Saltum og finder det ikke forsvarligt at fortsætte i et marked, hvor vi ikke har udsigt til at tjene penge”, siger Jesper Friis bestyrelsesformand for Saltum-Neptun Bryggeri og salgsdirektør for Off Trade i Carlsberg Danmark.
Senest om to år ventes produktionen at stoppe helt på det lille bryggeri i den nordjyske by Saltum, hvorved op til 40 ansatte mister deres job.
Carlsberg pointerer, at alle allerede indgåede aftaler om leverancer af de røde, grønne og gule sodavand frem til 2008 står ved magt.