Bryghuset er nemlig nabo til affaldsselskabet Renosyd, der forbrænder 36 procent af alt affald fra den lokale genbrugsstation.
Det er restaffald fra borgernes skraldespande som eksempelvis brugte bleer, leverpostejsbakker, grangrene og gamle madrasser.
Selv om det ikke bliver genanvendt, så er det ikke så skidt, at det ikke er godt for noget, forklarer driftsleder ved Renosyd Anders Matthiesen.
– Den miljømæssige opgave er at få affaldet til at forsvinde i stedet for at lægge det i jorden, og det gør vi ved at brænde det af. Den cirkulære del er, at vi laver energi ud af det, da det er brændsel ligesom alt muligt andet, siger han
Der gemmer sig 12 megajoule per kilo i affaldet i gennemsnit, som bliver hevet ud og brugt til fjernvarme, elproduktion og damp til bryggeriet.
– Vi har 1.200 grader i ovnene, så der er meget energi at hive ud, siger Anders Matthiesen.
Naboen får glæde af varmen
200 meter væk hos naboen Skanderborg Bryghus kører øllene forbi på et bånd, hvor årets juleøl står klar. Dampen fra affaldsenergianlægget bliver nemlig brugt til at brygge øl, som lige nu er årets julebryg.
En til to ton damp i timen opvarmer, koger og pasteuriserer øllet og bliver brugt til rensning, men dampen fra skraldet er ikke i kontakt med øllet, da det kører igennem rørvekslere.
Det er økonomisk og bæredygtigt, forklarer Allan Pedersen, der er teknisk chef ved Skanderborg Bryghus.
– Vi fik ideen til, om vores naboer (Renosyd, red.) kunne hjælpe os, så vi ville slippe for at investere i en dampkedel og tage en eksamen til kedelpasser, siger han.
Bryghuset fik tre ingeniørstuderende til at lave en case på, om det kunne betale sig, og hvad det ville kræve. I januar begyndte dampen at ryge ind i bryghuset.
Varmeoverskuddet fra bryggeriets køleanlæg bliver til sidst leveret som fjernvarme til borgerne i Skanderborg. De leverer affald til at skabe dampen, og på den måde er cirklen sluttet.