Ølentusiaster vil bryde monopol
29-06-2004 – DR Nyhederne oplyser:
Foreningen Danske Ølentusiaster gør nu et forsøg på at bryde det monopol, som de store bryggerier i praksis har på fadøl hos landets værtshuse og restauranter.
Ølentusiasterne har rottet sig sammen med den fynske virksomhed Micromatic, der blandt andet laver fadølsanlæg, om at levere anlæg, som udskænkningsstederne kan bruge uden at forpligte sig til at sælge øl fra det bryggeri, som de har fået anlægget igennem.
”Den Frie Hane” kalder ølelskerne deres initiativ, som de understreger, at de ingen økonomiske interesser har i.
Flere og mere specielle fadøl
Idéen er, at værtshusene skal kunne sælge flere og mere specielle slags fadøl end det er normalt i dag.
– Det betyder, at gæsterne ikke får mulighed for at smage på den mangfoldighed af øl og øltyper, som findes, skriver Danske Ølentusiaster i en pressemeddelelse.
– Danske Ølentusiaster tror, at initiativet nemt, billigt og effektivt vil revolutionere den danske ølscene, fordi der overhovedet ingen bindinger vil være på hvilken type øl, der kan serveres på Den Fri Hane, skriver de.