Mikkeller beskyldes for dårlige arbejdsforhold

Mikkeller beskyldes for dårlige arbejdsforhold: Nu trækker flere bryggerier sig fra deres ølfestival

14. okt 2021 af: DR

19 bryggerier har trukket sig fra Mikkellers ølfestival MBCC i København. Grundlægger kalder sagen “unfair” og siger, at bryggerierne er blevet presset af aktivister.

19 bryggerier har nemlig valgt ikke at deltage i festivalen. Det sker, efter flere vidnesbyrd om sexchikane, mobning og dårlige arbejdsforhold på nogle af Mikkellers 50 barer og restauranter over hele verden med over 600 ansatte.

Et af bryggerierne er Dominion City, der skriver på Instagram, at de ikke deltager.

– I 2020 sagde vi ja til en invitation til at deltage i Mikkeller Beer Celebration Copenhagen. (…) Siden har et antal tidligere Mikkeller-ansatte delt historier om et giftigt arbejdsmiljø som en del af et opgør om inklusion, sexisme og kvindehad i bryggeribranchen.

Mikkeller: Koordineret indsats på sociale medier

Hos Mikkeller er stifter og kreativ direktør Mikkel Borg Bjergsø uforstående overfor situationen, og han kalder beskrivelsen for unfair. Han erkender, at Mikkeller har haft episoder, hvor arbejdsmiljøet ikke har været tilfredsstillende, men at der ikke er tale om et giftigt arbejdsmiljø.

– Jeg vil blankt indrømme, at vi har haft nogle sager, og at vi har haft nogle ting, vi har håndteret forkert. Men at portrættere Mikkeller som en virksomhed, der har et giftigt arbejdsmiljø, passer simpelthen ikke. Vi har fået ryddet op i det, og vi har afskediget dem, som ikke lever op til vores standarder, siger Mikkel Borg Bjergsø til ‘Kulturen på P1’.

Han fortæller også, at Mikkeller stadig behandler nogle sager, og at de håndterer dem “efter bedste evne”, selvom der også er sager, som kommer frem på sociale medier, hvor medarbejderne vælger at være anonyme.

Desuden ærgrer han sig over, at de 19 bryggerier har valgt at melde afbud. Men han mener, at bryggerne bliver presset til det af “aktivisterInstagram” og risikerer at blive hængt ud og blacklistet. Det er i hvert fald den besked, han siger, han har fået, når han har talt med nogle af dem, der har meldt afbud.

– De bryggerier, der kommer på ølfestivalen – alle 100 – er mine gode venner. Og når de skriver til mig om baggrunden for at melde afbud, så er det en helt anden. De skriver, at de er blevet presset til det, og at en gruppe af aktivisterInstagram er i gang med at kontakte deres samarbejdspartnere og canceler dem, hvis de ikke melder afbud til festivalen, siger han.

Ifølge ‘Kulturen på P1’ afviser flere bryggerier dog, at de har været i kontakt med aktivisterne.

Kritik af Mikkeller begyndte i sommer

‘Kulturen på P1’ har allerede i sommer fortalt om de dårlige arbejdsforhold, som ifølge anklagerne er et problem på Mikkellers bryggerier og salgssteder.

Her fortalte Fanny Wandel, der er barchef, at omkring 50 personer har kontaktet hende med sager om chikane blandt Mikkellers medarbejdere.

Ifølge hende blev flere af sagerne kommunikeret videre til Mikkellers hovedkontor, men uden at der blev reageret på henvendelserne.

– Der er meget frygt, og folk er bange, og derfor kommer de til mig, sagde Fanny Wandel dengang til ‘Kulturen på P1’.

Større fokus på sexisme i branchen

Historierne om chikanen hos Mikkeller var en del af en større bølge af sager, som opstod efter #MeToo-bevægelsen. Her beskrev særligt kvindelige bryggeriansatte sexisme og dårligt arbejdsmiljø på bryggerier verden over.

Det fik dengang bryggeriarbejderen Brienne Allan til at lancere øllen Brave Noise, der kun måtte sælges på de mikrobryggerier, som havde ordentlige arbejdsforhold.

Senere opstod gruppen Woman of the Bevolution, som kæmpede de kvindelige bryggeriarbejderes sag. Organisationen har nu taget fat i de bryggerier, som har lov til at sælge Brave Noise, for at få dem til at tænke sig om en ekstra gang, inden de deltager i Mikkellers ølfestival.

I alt forventes lidt over 100 mikrobryggerier at deltage i Mikkellers ølfestival.