Kategoriarkiv: Viborg

Viborg Stift og Viborg Bryghus lancerer øl sammen

Viborg Stift og Viborg Bryghus lancerer øl sammen

24. jun 2016 TV Midt&Vest oplyser:
 

Til næste år er det 500 år siden, at den tyske reformator Martin Luther præsenterede sine 95 teser, som førte til reformationen af den katolske kirke. Fejringen begyndte allerede i dag, hvor tre helt nye reformationsøl blev præsenteret i Viborg.

Dorothea, Tausen og Luther hedder de tre øl. De er opkaldt efter tre personer, der alle spillede en stor rolle under reformationen. Derfor får de nu deres helt egne gyldne dråber opkaldt efter sig.

– Luther var glad for øl, og Viborg har stolte øltraditioner, så hvad var bedre end at lave en Luther øl, en Hans Tausen øl og så en øl også for Hans Tausens kone, Dorothea, siger Biskop af Viborg Stift, Henrik Stubkjær.

Viborg Stift lancerer de tre nye reformationsøl i samarbejde med Viborg Bryghus. De er brygget som optakt til næste års markering af 500 året for reformationens begyndelse, og dækker hele alkoholspektret fra 4,6 til 10,1 procent. Formanden for Ly’s Ølklub og borgmesterkandidat, Ulrik Wilbek er en del af lanceringen, og han var tilfreds med resultatet.

– Der er kommet tre rigtig gode øl ud af det. En hvedeinspireret øl, en brown ale det vil sige en mere engelsk type og så en rigtig stærk munkebryg, som vi kalder for Luther.

Øllene lod da også til at smage de fremmødte. Blandt dem var en af Luthers fjerne slægtinge.

– Vi har slægtsnavnet Luther i familien, så vi skulle selvfølgelig ned og smage Luther-øllen i dag. Normalt er jeg ikke øldrikker, men det går godt med at drikke en Lutherøl, den er overraskende god, siger Sonia Luther.

Også folk, der ikke er beslægtet med reformatoren Luther, kunne lide øllene.

– De smager godt alle sammen, men hvedeøl (Dorothea red.) det er ikke lige min smag, men brown ale’en (Tausen red.) den får tommelfingeren op, siger Peter Viborg.

Øllene kan indtil videre kun købes i special og dagligvarebutikker i Viborg.  Det er dog målet, at også resten af Midt- og Vestjylland det kommende år vil få smag for de historiske dråber.